Supervision til autorisation

Jeg tilbyder supervisionsforløb for psykologer, som arbejder indenfor børne- og familieområdet, og som er på vej mod autorisation. Forløb kan være individuelle eller i gruppe.

Supervisionen tager udgangspunkt i de konkrete sager, problemstillinger eller faglige emner I er optagede af, og har brug for at blive klogere på.

Supervisionen skal give idéer til nye handlemuligheder i konkrete sager og problemstillinger. Idéer som er realiserbare indenfor den ramme, man arbejder i.

Vi zoomer ind og vi zoomer ud i supervisionen. Fx fra fokus på det konkrete barn en sag drejer sig om, til de relationer, systemer og diskurser som sætter rammen for barnets liv og kommer til udtryk i barnet.

Supervisionen er også et rum hvor man udforsker og bliver klogere på sit eget faglige ståsted. Man styrker og udvider sine færdigheder i at analysere problemstillinger og træffe velbegrundede valg. Der fyldes på den faglige ’værktøjskasse’.

I supervisionen kan man også kigge undersøgende på de systemer, faglige diskurser og den lovgivning, som sætter rammen for psykologens arbejde. De dilemmaer, muligheder og begrænsninger det giver.

Supervision kan være et kreativt rum, hvor vi kan lege med formen, så den understøtter det indhold vi skal arbejde med, og så man får forskellige supervisions- og samtaleteknikker til den faglige redskabskasse.

For at alt dette kan blive muligt skal man være tryg i supervisionsrummet. Man skal turde stille spørgsmål og udtrykke tvivl og faglig usikkerhed. Det er en del af min opgave som supervisor, at skabe gode betingelser for dette – og det er noget jeg lægger stor vægt på.

Du eller I er meget velkomne til at kontakte mig, for at høre nærmere om muligheden for en aftale om supervision.